Hvad er en fleksbolig – og hvad er fordelene?
Igennem de senere år er flere helårsboliger i yderområderne blevet omdannet til fleksboliger, hvilket betyder, at man reelt set ophæver bopælspligten for den enkelte bolig. Det rummer visse fordele for ejerne.
Har du undret dig over, hvad en fleksbolig egentlig er? Eller flexbolig, som visse andre staver det. Så skal du få svaret her.
LÆS OGSÅ:Brug sommerhuset som en investering
En fleksbolig, i modsætning til en feriebolig og en helårsbolig, er hverken begrænset eller bundet af bopælspligten. Det vil sige, at man hverken er tvunget til at bo i boligen mindst 180 dage om året, ligesom det er tilfældet med en helårsbolig, eller kun kan bo der på fuld tid i sommerhalvåret, som er reglerne for en fritidsbolig.
Så, ønsker du ikke at bo fast i din helårsbolig, eller omvendt søger du en feriebolig uden en begrænsning på, hvor meget du må bo der? Så kan det være relevant at kigge på fleksboligordningen.
LÆS OGSÅ: Værd at vide, inden du bygger sommerhus
I hvert fald hvis din bolig er beliggende i et område, der er egnet til ferie og fritid. Fleksboliger har således vist sig at være et attraktivt alternativ for dem, der søger en fritidsbolig, men ønsker at kunne bruge den så meget, de lyster.
Derudover er fleksboliger ofte billigere end fritidshuse og ovenikøbet ikke begrænset til specifikke, geografiske zoner kun for sommerhuse.
Bedre udnyttelse og større salg
Fordi fleksboliger har rødder i helårsboliger, er de således spredt ud over hele landet.
De findes dog typisk i mindre byer og landområder, hvor huspriserne falder i takt med indbyggertallet. Ifølge en undersøgelse udarbejdet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) tilbage i 2019 er ordningen ofte mest brugt i kommuner, hvor man kæmper med tomme huse, som risikerer at gå i forfald. Deres vurdering er, at en bolig vil blive mere attraktiv, hvis den omdannes til en fleksbolig, fordi folk så ikke er forpligtet til at bo der året rundt, og dermed vil boligen også blive vedligeholdt bedre.
LÆS OGSÅ:Fritidshuset – et godt supplement til dig, der bor i lejlighed
Af samme grund kan man argumentere for, at fleksboligordningen kan være brugbar for de ejere, der kæmper med at sælge deres helårsbolig, fordi den ligger i et område, hvor priserne svinder ind såvel som antallet af indbyggere. Hovedparten af landets fleksboliger er i hvert fald solgt ét år efter, at de blev omdannet til fleksboliger, viser VIVE-undersøgelsen.
En fleksbolig kan altså potentielt rumme fordele for sælgere såvel som købere samt de kommuner og lokalområder, hvori boligen er beliggende.