Hvilken belægning skal jeg vælge?
Beslutningen om at lægge nye fliser på terrassen eller i indkørslen er blot den første. Dernæst er der en række beslutninger, der skal tages op til overvejelse. For fliser er ikke bare fliser – og det endelige valg har ikke kun betydning for udseendet, men også for bl.a. vedligeholdelsen, holdbarhed og ukrudtets mulighed for at finde vej.
Hvis du planlægger at lægge ny terrasse eller indkørsel i år, kan du med fordel besøge en flise- eller byggeudstilling og se de forskellige muligheder, der findes inden for flisedesign og samtidig rådføre dig med fliseeksperter.
Her får du en række overordnede råd – og måske lidt mere at tænke over.
1. Terrasse eller indkørsel?
Skal fliserne lægges i indkørslen eller et andet sted med risiko for stor belastning, bør fliserne minimum have en tykkelse på 6 cm. Ellers er sandsynligheden for, at de flækker væsentligt til stede. Sørg desuden altid for at underlaget er i orden. Skal fliserne blot lægges som terrasse, er der ikke de store krav til selve flisen.
2. Store eller små fliser?
Jo større fliser, jo færre fuger – jo mindre ukrudt. Store fliser er dermed et godt valg, hvis du ønsker minimal vedligeholdelse og et moderne og minimalistisk look. Til gengæld har store fliser også større risiko for at knække eller vippe. Små fliser giver dig bedre mulighed for at skabe en terrasse med personlig karakter i form af forskellige belægningsmønstre.
Den generelt anbefalede størrelse af fliser er omkring 30×30.
3. Natursten eller beton?
Natursten er smukke – og de bliver ikke grimmere med årene. Samtidig er de yderst holdbare over for vind og vejr. Til gengæld er de dyrere og ofte mere besværlige at lægge end fx betonfliser. Udover den økonomiske fordel ved at vælge beton, giver de rig mulighed for at matche huset og skabe forskellige mønstre. De fås nemlig i mange former, farver og størrelser.
Herudover er betonfliser nemmere at rydde for sne end naturfliser. Så skal belægningen lægges i indkørslen, anbefales det, at du vælger beton
4. Lyse eller mørke fliser?
I dag vælger mange nybyggere at anlægge en terrasse i mørke farver. Den mørke belægning giver et eksklusivt look, men til gengæld skal du være opmærksom på, at når solen har bagt på terrassen nogle timer, bliver den så varm, at bare tæer ikke er en mulighed. Lyse belægninger bliver knapt så varme, til gengæld er de ofte mere følsomme over for skidt og snavs.