Sådan beregnes scoren i DGNB Villa
En DGNB Villa certificering er baseret på en vurdering af et byggeri ud fra 3 forskellige hovedkvaliteter: Miljø kvalitet, Økonomisk kvalitet og Social kvalitet. Hver hovedkvalitet måler på en række forskellige indsatser, der tilsammen betyder at vurderingen foretages ud fra 12 forskellige parametre. På baggrund af de forskellige parametre udregner Rådet for Bæredygtigt Byggeri en samlet performancescore for byggeriet, der afspejler den procentuelle opnåelse af de forskellige parametre under hver hovedkvalitet. Derefter udstedes der et officielt certifikat, samt et skilt som man kan hænge på sit hus.
Miljø kvalitet
Vægter 40% af den samlede vurdering og måles ud fra 4 kriterierKlimapåvirkning
Parameteret klimapåvirkning har fokus på at man i byggeriet har arbejdet med at reducere klimabelastningen og forbrug af ikke-fornybare ressourcer.
Indsatsområder: natsænkning af varmeløsning, lysregulering via lyssensor, behovsstyret ventilation, minimering af vandbehov
Sunde materialer
Parameteret sunde materialer ser på hvordan man i byggeriet har forsøgt at reducere, undgå eller erstatte farlige og/eller skadelige materialer, så du både har sikret et godt arbejdsmiljø for bygningsarbejderne og et godt indeklima for beboerne uden afgasning af skadelig kemi.
Indsatsområder: produkter der har opnået Svanemærket, Der Blauer Engel eller EU-blomsten. Se fx udstillere som Troldtekt, Frøslev og LIP Bygningsartikler
Ressourcer
Parameteret ressourcer måler på om man har foretaget en effektiv udnyttelse af ressourcer med henblik på genanvendelse og reduktion af anvendte materialer. Herunder med særligt fokus på ansvarlig udvinding af træ og natursten.
Indsatsområder: genbrugte og genanvendte materialer, døre og skabe i massivtræ, langtidsholdbare ventilationsfiltre, træ fra ansvarlig skovdrift, håndvaskarmaturer og brusere.
Biodiversitet
Parameteret biodiversitet vurderer arbejdet med at bevare mangfoldigheden og derved sikre biodiversiteten i det lokale miljø hvor nybyg eller renovering foretages.
Indsatsområder: grønt tag, mangfoldighed af planter og dyrearter, insekthotel, beplantet pergola, drivhus
Økonomisk kvalitet
Vægter 30% af den samlede vurdering og måles ud fra 3 kriterierDriftseffektivitet
Parameteret driftseffektivitet ser på om man har været opmærksom på bevidst forbrug af økonomiske ressourcer gennem hele bygningens levetid, herunder omkostninger til brug, drift og vedligehold.
Indsatsområder: rengøring af radiatorer og trappeværn, fast inventar ført til loft, gulvbelægning, vandafvisende overflader, rørføring ved toilet og vask
Tilpasningsevne
Parameteret tilpasningsevne vurderer om bygningen er designet fleksibelt, så den kan tilpasses og konverteres – og derved forlænge levetiden.
Indsatsområder: fleksibel planløsning, stor entre med garderobeplads, naturlig ventilation.
Robusthed
Parameteret robusthed tager udgangspunkt i om bygningen er bygget så den kan holde i mange år og er designet så den er modstandsdygtig, også overfor miljømæssige forandringer.
Indsatsområder: fugtsikring, facadematerialer, tagmaterialer, vinduers robusthed.
Social kvalitet
Vægter 30% af den samlede vurdering og måles ud fra 5 kriterierLuft
Parameteret luftkvalitet tager udgangspunkt i at luftkvaliteten ikke må have negative effekter på beboernes velbefindende og sundhed – og at temperaturen indenfor er passende. Fokus er også på at man bevidst har forsøgt at undgå sundhedsskadelige stoffer mv.
Indsatsområder: ventilationssystemer og filtre, naturlig ventilation, udebruser, udekøkken, markise, afskærmet/lukket køkken, adskilt garderobe, udendørs solafskærmning
Lyd
Parameteret lyd ser på om man i bygningen har skabt gode akustiske og støjsvage miljøer, som er med til at sikre et godt indeklima. Langtidseksponering for støj kan nemlig få helbredsmæssige konsekvenser.
Indsatsområder: lofter, placering af teknikskabe, afskærmet/lukket køkken, emhættedrift
Lys
Parameteret lys vurderer om man i bygningen har sørget for godt dagslys i alle rum, hvor personer opholder sig i korte og især lange perioder.
Indsatsområder: ovenlys, jernfrit glas, solafskærmning
Arkitektur og funktionalitet
Parameteret arkitektur og funktionalitet ser på om bygherre og rådgiver har haft en dialog om brugerens ønsker og behov, med særligt fokus høj funktionel og arkitektonisk kvalitet, fordi det kan øge bygningens levetid og samtidig tilgodese forskelligartede brugsbehov.
Indsatsområder: parkeringsmuligheder, plads til parkering af cykler mv., fast opbevaringsplads til alle, skur, uopvarmet udestue, fleksibel overdækning.
Design for alle
Parameteret design for alle vurderer om alle brugertyper kan anvende boligen ligeværdigt og ved egen hjælp – og derved at man har bygget med tanke på at sikre boligens adgangsforhold og udviklingsmuligheder i det lange løb.
Indsatsområder: god passagebredde i boligens døre, niveaufri adgang til udendørsarealer, tilpas stigning på trapper.
Vil du vide mere om DGNB Villa?
DGNB Villa er en frivillig certificeringsordning, målrettet nybyggede enfamiliehuse, flerfamiliehuse, mindre klyngeboligprojekter og fritidshuse på maksimalt 6 enheder. Vi har samlet relevant viden til dig, som gerne vil vide mere.
Besøg Byggecentrum - 28.000 m2 inden- og udendørs byggeudstilling
Byggecentrum er et inspirationsunivers til dig, der skal bygge nyt, renovere eller bare lade dig inspirere af de nyeste produkter og designs til boligen og haven. I Byggecentrum Middelfart finder du det hele. Du kan gå på opdagelse blandt over 140 af Danmarks førende brands inden for bolig og byggeri. Derudover kan du opleve en lang række indrettede fritidshuse, hytter og pavilloner.
Byggecentrum har åbent alle hverdage og weekender fra kl. 10 til 17.